Din stemme bliver hørt: Vi lægger pres på politikerne og forbereder os på flere restriktioner
I øjeblikket tegner corona-situationen igen til at være alvorlig.
Covid-19 blev i sidste uge endnu engang kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, og det betød, at der igen kunne indføres restriktioner i Danmark.
I første omgang er coronapasset blevet genindført som adgangsbillet på flere steder i landet.
I Danske Soloselvstændige forbereder vi os på, at der kan komme endnu flere restriktioner. Vinteren er knap nok begyndt, og vi ved efterhånden, at vinter og kulde er lig med flere smittetilfælde.
Vi har allerede hørt fra en del af vores medlemmer, at de oplever afbud og aflysninger på grund af frygt for fremtiden. Det hele er meget sårbart og usikkert.
Vores medlemmers stemmer skal høres, og derfor er vi i konstant dialog med politikerne for at lægge det nødvendige pres.
Derfor har vi også bedt om, at man fra politisk side med det samme integrerer kompensationer i arbejdet, hvis der kommer yderlige restriktioner. Vi kan ikke have, at arbejdet med kompensationspakker endnu engang bliver bagudrettet og går meget langsomt.
Mange kæmper stadig, og endnu en periode med restriktioner vil være fatal for mange soloselvstændige.
Fredag den 26. november er vi inviteret til møde med arbejdsgruppen for kompensation ved eventuelle fremtidige epidemier, og her vil vi også understrege situationens alvor.