FLERTAL I FOLKETINGET UDEN OM REGERINGEN ÅBNE FOR AT UDSKYDE MOMSEN

Danske Soloselvstændige har længe presset på for at virksomheder, der stadig er hårdt ramt af Corona-krisen kan udskyde momsen, der skal betales den 1. september. Det samme har organisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv.

Alternativet er nemlig risikoen for tusindvis af konkurser. For mens regeringen på pressemødet onsdag malede, hvad der mest af kan betegnes som et rosenrødt billede i fatamorgana-format, så er virkeligheden for mange en anden.

Massevis af små danske virksomheder kæmper stadig med de økonomiske konsekvenser påført dem gennem restriktioner og nedlukninger.

Ind til videre har svaret fra skatteministeriet har været, at dette ikke teknisk set kan lade sig gøre at udskyde momsbetalingen. Det var også svaret i foråret. Men her fik man gennemført momslåneordningen, hvor man teknisk set ikke udskød momsen – men derimod åbnede for muligheden for at låne pengene til betalingen. Dette gav likviditet – udgiftsfrit for staten – for mange virksomheder, der ellers havde måtte dreje nøglen om – og så havde pengene været tabt for samfundet.

Denne ordning ønsker Danske Soloselvstændige gentaget NU.

Derfor har vi gennem vores politiske arbejde knoklet for at få partier uden om regeringen til at gå ind i denne kamp. Og det begynder at se ud som om, der er villighed til at løse problemet. Partier, der repræsenterer op mod 99 af tingets mandater ønsker enten en gentagelse af forårets momslåneløsning eller er villige til at forhandle om en anden løsning, så vi sammen kan redde mange danske virksomheder fra økonomiske problemer eller decideret konkurs som følge af corona-nedlukninger.

Vi er i Danske Soloselvstændige meget taknemmelige for den lydhørhed, vi er blevet mødt med, og nu kan vi kun håbe, at også regeringen er villige til at lytte.

Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at tage fat i deres lokale folketingsmedlem og give deres mening til kende.

Og vi opfordrer ikke-medlemmer, der er soloselvstændige til at blive medlemmer og støtte den politiske kamp for Danmarks små selvstændige.

Efterlad en kommentar