En forskel, der er til at få øje på
16. juni 2020
Kompensationspakkerne til det danske erhvervsliv er præget af kæmpe forskelsbehandling. 120.000 soloselvstændige er – endnu engang – taberne.
Det, der af mange bliver udråbt som en ”gaveregn” efterlader en hel gruppe af selvstændige stående undrende tilbage. 120.000 soloselvstændige for at være helt præcis. For mens soloselvstændige kan se frem til en forlængelse på kompensationspakkerne for freelancere og selvstændige frem til 8. August, kan lønmodtagere få kompensation frem til udgangen af august.
I Danske Soloselvstændige kigger man med undren på den brede aftale, som en lang række af Folketingets partier er blevet enige om.
Små virksomheder er dem, der skaber flest jobs i Danmark. Alligevel bærer den seneste politiske aftale ikke præg af, at det at være soloselvstændig er et vigtigt aktiv for Danmark.
”Mange i vores gruppe stadig venter på at få udbetalt kompensationen for de tre første måneder. De skulle have være straksudbetalt senest 11. maj. I Folketinget diskuterer man nu gaveregn. Det er ret paradoksalt,” siger talsmand for Danske Soloselvstændige Peter Dalsgaard og kigger mod risikoen for en dyster fremtid, hvor
selvstændige og freelancere altså får kompensation tre uger mindre end lønmodtagere, der er dækket af lønkompensationen. Det vil med andre ord sige, at virksomhedsejeren kan få kompensation til sine medarbejdere, men intet til sig selv.
”Er vi glemt nu, eller er man ligeglad? Man har i hvert fald spildt masser af samfundets ressourcer, hvis man alligevel blot vil lukke en masse virksomheder, når kompensationsmuligheden ophører 8. august”, siger Peter Dalsgaard. Han understreger, at Danske Soloselvstændige er enige i, at kompensationspakkerne skal udfases.
”Men vi er ikke enige i hvordan. Landet blev lukket ned, vores virksomheder blev ramt. Vi blev lovet kompensation – og mange venter endnu. For rigtig mange er landet ikke kommet i gang endnu. Det sker tidligst med udgangen af august. Skal vi så bare lukke og lade samfundet forsørge os? spørger talsmand Peter Dalsgaard med henvisning til det helt store problem, der er i den politiske aftale omkring medlemskab af A-kasse for selvstændige.
”På vores møder med nærmest hele Folketingets partier i starten af juni, bad vi politikerne bl.a. at overveje, at lade selvstændige komme i A-kasse på lempelige vilkår, når kompensationspakkerne skulle udfases. Det er så blevet oversat til, at selvstændige nu skal lukke deres virksomhed og finde penge til i alt 24 måneders a-kasse bidrag, da man skal betale 12 måneder bagudrettet og forpligte sig til yderligere 12 måneder. Hvor de så end finder de penge – for det er ofte uden hjælp fra banken. Oven i det skal de have en minimumsindtægt for overhovedet at være dagpengeberettiget. Hvor er logikken i det? Det er komplet ubrugeligt for mange af vores medlemmer,” siger talsmanden.
Danske Soloselvstændige har foreslået politikerne, at man udfaser kompensationspakkerne på samme tid som kompensationspakkerne til lønmodtagere.
Og når kompensationspakkerne ikke længere er gældende, skal selvstændige i stedet få mulighed for at kunne skubbe gang i forretningen med en hånd i ryggen, ved at kunne ansøge om supplerende dagpenge. Det giver incitament til at holde virksomheden i gang.
”I stedet er det politiske resultat blevet, at man skal lukke sin virksomhed og tvinges over på offentligt forsørgelse. Hvilket ikke kun er skidt for den enkelte selvstændige - men i den grad også for samfundsøkonomien,” siger Peter Dalsgaard og understreger, at man samtidig bliver nødt til at forholde sig til, at der stadig er brancher - også blandt soloselvstændige - hvor forretningen slet ikke har mulighed for at komme i gang endnu.
Forsamlingsforbud, mulighed for eksport og kundetilbageholdenhed gør det umuligt at drive en lang række forretninger som normalt.
”Der tegner sig desværre et ret tydeligt billede af, at man ikke er interessant som lille virksomhed i Danmark. Vi indgår ikke i arbejdsmarkedsforhandlingerne, men er i stedet henvist til at blive “behandlet” i en sommerpakke, hvor Nikolaj Wammen sagde “der skal være noget til alle”. Men det er der så ikke, hvis man er selvstændig. Og er det virkelig det signal, man vil sende landets nuværende og kommende generationer af selvstændige”, siger Danske Soloselvstændiges talsmand.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Peter Schødt Dalsgaard, peter@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 5131 7514
Lone Jakobsgaard, lone@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2325 9543
Birgitte Feldborg, birgitte@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2033 3227
Thomas Pape, thomas@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2894 5925
Fakta om soloselvstændige i Danmark
- 117.000 soloselvstændige virksomheder (tal fra 2017)
- 32,3% af den samlede arbejdsstyrke arbejder i det, man kalder det atypiske arbejdsmarked; soloselvstændige, freelancere, vikarer m.v. (tal fra Arbejderen 2018)
- Hver 3. iværksætter og selvstændig tjener mindre end kontanthjælp (tal fra beskæftigelsesministeriet, februar 2020)
- Banker er fortsat meget tilbageholdende med at låne penge til små selvstændige virksomheder (Finanswatch, april 2019)