Forårets brede hjælpepakker skal genåbnes NU
Marts 2020
Regeringen har i dag meddelt, at man iværksætter en omfattende ny nedlukning af store dele af Danmark. Det betyder, at omkring halvdelen af befolkningen bliver ramt af nedlukninger som f.eks. lukkede skoler og ungdomsuddannelser, spisesteder, barer og en lang række kultur- og fritidsinstitutioner.
Mette Frederiksen lagde på talerstolen op til, at der kom kompensationer for de tvangslukkede. Det er nødvendigt, men langt fra nok.
Det virker som om regeringen ikke forstår, at det ikke kun er den specifikke nedlukkede virksomhed, der rammes. Det er forfærdeligt for disse virksomheder. Og de skal støttes. Og de skal støttes ordentligt og have fuld kompensation. Ikke mindre procenter omgærdet af regler, der er så knudrede, at mange ikke får kompensation.
Men regeringen lader ikke til at have forstået, at disse restriktioner allerede har ramt rigtigt mange andre virksomheder end dem, der er tvangslukkede, og nu vil ramme endnu hårdere.
Det har en kæmpe indvirkning på mange andre virksomheder, der leverer til disse virksomheder, eller som blot er underlagt forsamlingsrestriktioner. Mange aktiviteter stopper, inden de nogensinde er kommet så langt, at der er noget at aflyse – også for soloselvstændige. For den frygt, nedlukningen giver, gør, at rigtigt mange danskere – helt forståeligt – ikke tør bruge nogen penge eller deltage i de få aktiviteter, der forsøges gennemført. Det så vi i foråret. Det har vi set siden.
Derfor opfordrer Danske Soloselvstændige kraftigt til, at man genindfører forårets hjælpepakker, hvor man kan søge kompensation baseret på omsætningsnedgang. For det er helt og aldeles åbenlyst, at en lang række danske virksomheder har mærket en markant nedgang i kunder og Cash flow i løbet af efteråret og dette vil kun forøges med den markante nedlukning, vi nu står overfor. Dette gælder ikke kun de deciderede tvangslukkede, men også mange andre erhverv.
Derfor er det bydende nødvendigt, at man genindfører de brede pakker. Alternativet er værre for regeringen og statskassen. Alternativet er nemlig, at et hav af virksomheder, der i forvejen er ekstremt pressede, bukker under, og arbejdsløshedskøen vil vokse. Ud over, at det er den moralske ting at gøre, så er det også økonomisk det intelligente at gøre. For den regning, man vil sidde med, efter at tusindvis af små virksomheder er lukkede, vil være markant større, end hvis man holder dem i gang.
Danske Soloselvstændige står som altid klar til at komme med input til medlemmer, politikere og medier om den aktuelle situation og om, hvad den betyder for soloselvstændige i Danmark, ligesom vi naturligvis gerne byder ind med forslag til, hvilke tiltag, der kan hjælpe erhvervslivet og dermed de mere end 100.000 danske selvstændige.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Tom Carstensen, tom@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 6133 7787
Peter Schødt Dalsgaard, peter@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 5131 7514
Lone Jakobsgaard, lone@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2325 9543
Birgitte Feldborg, birgitte@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2033 3227
Thomas Pape, thomas@danskesoloselvstaendige.dk, tlf. 2894 5925
Fakta om soloselvstændige i Danmark
- 117.000 soloselvstændige virksomheder (tal fra 2017)
- 32,3% af den samlede arbejdsstyrke arbejder i det, man kalder det atypiske arbejdsmarked; soloselvstændige, freelancere, vikarer m.v. (tal fra Arbejderen 2018)
- Hver 3. iværksætter og selvstændig tjener mindre end kontanthjælp (tal fra beskæftigelsesministeriet, februar 2020)
- Banker er fortsat meget tilbageholdende med at låne penge til små selvstændige virksomheder (Finanswatch, april 2019)